Psykedelisk integration

PSYKEDELISKE STOFFER

Psykedeliske stoffer har fået meget medieomtale de senere år, særligt i forbindelse med nyere tids forskning i stoffernes terapeutiske egenskaber i en velforberedt, tryg og støttet kontekst. Den generelle interesse for psykedeliske stoffer er sideløbende steget stødt, men behandling med disse stoffer er endnu ikke lovligt tilgængelig i Danmark.

Psykedeliske stoffer drejer bl.a. på hjernens perceptuelle, kognitive og følelsesmæssige indstillinger over flere timer og kan, afhængigt af helt centrale faktorer, give nogle stærke oplevelser, der både beskrives som indsigtsgivende, meningsfulde og forandringsskabende - men også som svære, brydningsfulde, forvirrende, kaotiske og/eller ganske skræmmende. 


PSYKEDELISK INTEGRATION 

Efter en psykedelisk oplevelse er det forventeligt at sidde tilbage med aftryk og indtryk, som der kan være behov for at få bearbejdet. Enten overordnet for at balancere krop og sind efter en turbulent rejse, for at få noget svært på plads, eller som en mulighed for at få mere udbytte af de oplevelser, man har haft. Dette kan ske ved at arbejde med det oplevelsesmæssige indhold, de følelsesmæssige aspekter samt forbindelsen mellem de psykedeliske oplevelser og det liv, man har levet - og det liv, der ligger foran én med forhåbninger, drømme og vigtige skridt, der måske skal tages.

Psykedeliske oplevelser kan have en kompleksitet, der bevirker, at sproget ofte ikke rækker. Noget kan forekomme paradoksalt, absurd eller bare svært at indfange i en gengivelse, ligesom det kan opleves med drømme. At tilnærme sig eller udvikle et sprog for oplevelserne skaber mulighed for arbejde med oplevelserne på et relationelt plan - og at organisere og forstå oplevelserne og gradvist at integrere dem i det bevidste sind. Samtidig er det som med alle andre oplevelser - deles de ikke, og sættes de ikke i spil, så er der stor sandsynlighed for, at de enten fortrækker sig til et fjernt bevidsthedsplan og aflægger besøg i stemninger, drømme eller flashbacks (ved meget svære oplevelser i tråd med traumer) - eller forfladiges og falder bort over tid. På den måde kan det i nogle tilfælde være risikabelt ikke at arbejde med oplevelserne efterfølgende, og i andre tilfælde kan det hæmme muligt forandringspotentiale i at udfolde sig.  


ERFARING MED DET PSYKEDELISKE FELT

Det psykedeliske forskningsfelt har haft min faglige interesse i mange år. Jeg var med i den forskningsgruppe, der for første gang i nyere tid i Danmark genoptog forskning i det hallucinogene stof, psilocybin, hvor jeg forberedte deltagerne på de psykedeliske effekter, var sitter under de akutte effekter og efterfølgende hjalp med at lande, undersøge og bearbejde det oplevelsesmæssige indhold. Siden sept. 2023 har jeg arbejdet med psykedelisk terapi som eksperimentel behandling af alkoholafhængighed i et forskningsprojekt på Københavns Universitet. Læs evt. mere om min baggrund her.


Af juridiske årsager tilbyder jeg ikke psykedelisk terapi (dvs. psykoterapi, hvor behandling med et psykedelisk stof indgår), og mit tilbud om psykedelisk integration (psykologfaglig efterbehandling) skal ikke læses som en opfordring til at eksperimentere med psykedeliske stoffer. Af samme årsager kan jeg heller ikke give anbefalinger til steder, hvor der tilbydes psykedelisk behandling. Har du derimod allerede haft psykedeliske oplevelser, som du ønsker at arbejde med, så er du meget velkommen.